Om Fonden

Jens og Birte Munksgaards Fond er stiftet i henhold til testamente oprettet af ægteparret Jens Jørgen Munksgaard og Birte Munksgaard.

Jens blev født i Odense den 24. april 1928, mens Birte Munksgaard blev født i København den 17. marts 1938.

Jens voksede op som enebarn i Gentofte i relativt beskedne kår.

Efter krigen uddannede han sig som tekstilingeniør og økonom på universitetet i Leeds, England. Her mødte han Pamela, som han efterfølgende indgik ægteskab med. Parret fik sammen to børn.
Efter endt uddannelse flyttede Jens og Pamela til Danmark, og Jens fik arbejde på Tekstilforskningsinstituttet i København.

Efter 11 år valgte Jens at skifte den forholdsvis sikre karriere ud med en – ifølge Jens mere spændende og udfordrende – karriere som selvstændig byggeentreprenør. Dette blev til 18 år, hvor Jens byggede og solgte over 400 ejendomme, som hovedsagligt bestod af populære rækkehuse i Københavns omegn. Undervejs blev Jens og Pamela skilt, hvorefter Jens giftede sig igen – denne gang med Birte Munksgaard.

Jens og Birte boede en årrække i udlandet, men vendte igen tilbage til Danmark i 2008.

Jens’ succesfyldte karriere som byggeentreprenør var ifølge familien baseret på hårdt arbejde, sund fornuft og personlig nøjsomhed. Dette blev grundstenen til den formue, som har muliggjort etableringen af Jens og Birte Munksgaards Fond.

Jens og Birte nød over flere årtier at besøge danske slotte og herregårde, hvilket inspirerede dem til et af fondens formål. De øvrige af fondens formål valgte parret på baggrund af, at Birte desværre i de senere år blev plaget af gigt og andre sygdomme.

Fonden er stiftet ved indskud af kontante midler og værdipapirer fra boet efter Birte Munksgaard, svarende til i alt DKK 411.335.148,42, der er arveudloddet fra boet til Fonden med skæringsdag den 1. november 2023, og som således udgør Fondens egenkapital og bundne kapital på stiftelsestidspunktet.